Du er her

Politisk opmærksomhed om H&D

Nyhedsbrev.

Selv om det har været vinterferie på mange skoler, har der ikke været stille omkring H&D. Først var det Alternativets forslag om nye fag i folkeskolens fagrække herunder blandt andet at erstatte håndværk og design med faget Kunst og Kultur. Til det udtalte jeg på foreningens vegne: "Vi har ikke engang haft Håndværk og Design i et år som obligatorisk fag, og lærerne har knap fundet deres ståsted. Faget har rodet rundt i så mange år, og nu er vi endelig begyndt at finde ud af, hvad det nye fag kan, og så skal det laves om igen? Det tager lang tid at vænne sig til, når fag laves om på den måde. Så nu behøvede vi ro”.

Derefter var det undervisningsminister Merete Riisager og dermed regeringen som sammen med Dansk Folkeparti aftalte at elevernes praktiske evner kommer til at indgå i uddannelsesparatheds-vurderingen (UPV) i fremtiden. Det fik mig til at skrive til undervisningsministeren, at det er dejligt, at der igen kommer fokus på de praksisfaglige elementer, men at jeg ville ønske, at det blev fulgt op af at gøre Håndværk og Design til et obligatorisk fag fra 4.-9. klasse., så ville eleverne nemlig have en reel mulighed for at udvikle deres praktiske og håndværksmæssige evner. Det giver efter min mening store problemer for lærerne at skulle vurdere elevernes kompetencer på det praksisfaglige område, når de fleste elever ikke har haft praktiske fag siden 5.-7. klasse. Der burde indføres et obligatorisk praksisrelateret fag for alle elever i overbygningen. Jeg er ikke i tvivl om, at et fag som håndværk og design vil være et godt bud på et sådant obligatorisk fag.

I dag er så resultatet af Folkeskolens undersøgelse af H&D lærernes forhold resulteret i 3 artikler som alle ligger på Folkeskolen.dk. Artiklerne tager dels udgangspunkt i lærernes kompetencer i forhold til faget, antal timer til H&D, samt midler til indkøb af materialer.

Tak til jer der tog jer tid til at svare på undersøgelsen, nu er der noget konkret for os i foreningen at arbejde videre med.

Hanni Eskildsen

Formand

Artiklerne kan læses

 https://www.folkeskolen.dk/603469/flertallet-af-hd-laerere-foeler-sig-ikke-kompetente-nok

https://www.folkeskolen.dk/603481/saa-stor-er-forskellen-paa-organiseringen-af-hd

https://www.folkeskolen.dk/603478/jeg-er-traet-af-at-bygge-af-skrald-og-billigt-fyrretrae